På trods af at de er tvillinger, så oplevede Birgit og Marianne krigen meget forskelligt. De blev født ind i en blandet jødisk og ikke-jødisk familie. Deres far havde oprindeligt ønsket sig en søn, så da han i stedet fik tvillingedøtre, blev han meget chokeret. Dette chok blev dog hurtigt til stor kærlighed til hans døtre.
I oktober 1943 flygtede Birgit og Marianne, dengang blot 1,5 år gamle, til Sverige sammen med deres mor, deres onkel og en gruppe modstandsfolk. Deres ikke-jødiske far, der arbejdede for modstandsbevægelsen, havde arrangeret pigernes overfart. For at holde de små piger i ro var de blevet bedøvet forud for afgangen fra Snekkersten Havn. Men bedøvelsen aftog under overfarten, og Marianne begyndte at græde. Modstandsfolkene sagde til pigernes mor, at eftersom hun havde to døtre, skulle hun smide den grædende pige overbord for ikke at udsætte dem alle for fare. Det forhindrede deres onkel hurtigt ved at tage Marianne ind under sin frakke, hvilket ikke kun fik hende til at holde op med at græde, men også til at stoppe med at trække vejret. Marianne kom sig, og de ankom alle i god behold til Sverige. Men den dramatiske flugt ramte deres mor, der kun var 28 år gammel, hårdt, og hun bad de svenske myndigheder om hjælp til at tage sig af sine døtre. Pigerne blev sendt ud for at bo hos et ungt par, der ikke selv havde børn, på øen Hönö ved Göteborg. Marianne var dog syg og traumatiseret af flugten, og til sidst besluttede parret, at de ikke kunne tage sig af begge piger. Mens Birgit blev på øen, blev Marianne først sendt til en anden plejefamilie, hvor hun kun opholdt sig kort, før hun blev anbragt på et børnehjem.
I de sidste måneder af krigen blev pigerne genforenet. Deres far ankom til Sverige, hvor han sluttede sig til den danske brigade. Familien kunne kortvarigt bo sammen, inden de efter befrielsen vendte tilbage til Danmark. Efter deres oplevelser i Sverige kunne familien vende tilbage til deres lejlighed i København, som var blevet passet af deres fars ikke-jødiske familie. På trods af at de næsten intet husker fra deres flugt og tid i Sverige, fortæller Birgit og Marianne begge, hvordan det påvirkede deres forhold til deres forældre, især deres mor, der var traumatiseret af flugten og adskillelsen fra sin mand.
I dag taler Birgit med stor kærlighed om sine plejeforældre, som hun under krigen kaldte mor og far. For omkring 15 år siden besøgte hun Hönö igen og fandt sin plejefar, som stadig var i live. At være i stand til at genskabe forbindelsen med dem gav hende en vigtig afslutning på hendes oplevelser under krigen.
Birgit og Marianne har begge børn og børnebørn og bor tæt på hinanden. Birgit nyder at male, et talent hun har arvet fra deres kunstneriske mormor, som var en vigtig del af deres liv, og som forbandt dem med deres jødiske arv.