Oktober, 1943. Bente var blot 21 måneder gammel, da hendes familie blev tvunget til at flygte til Sverige. Bente tænker i dag på sin far, hvis ansvar det var at redde sin kone og tre døtre: “Vi skulle pludselig bestemme familiens skæbne, hvad gør vi? Hvordan får vi skaffet så mange penge? Løbe væk? Lukke forretningen? Det er meget svære beslutninger midt i livet.” Tidligere på sommeren gik livet ellers næsten som det plejede, og familien boede i deres sommerhus nord for København. De gik på arbejde eller i skole hver dag og havde en følelse af relativ tryghed. En dag blev hendes storesøster, Leah, bedt om at blive på rektors kontor i skolen i frikvartererne. Sidst på dagen ledte hun efter sin far – men fandt ham ikke. Hun fik at vide, at han gemte sig hos nogle venner. Derfra sendte de hende hjem for at pakke en rygsæk til sig selv og hendes søster. “Hun pakkede de vigtigste ting, som var hendes meget smukke kjole. Hun glemte helt undertøj,” fortæller Bente med sin karakteristiske humor.

Om aftenen den 6. oktober tog Bente og hendes familie af sted i en lille fiskerbåd. Mødrene og babyerne var gemt nedenunder, mens de voksne var på dækket. Pludselig lød der skud på båden. Hendes søster Leah, som kun var 14 år gammel, opdagede, at vandet begyndte at strømme ind i båden. Fordi hun havde bestået en livredningsprøve i skolen, så “var hun sikker på, at hun kunne tage sig af faren, og en af sygeplejerskerne kunne tage sig af moderen, som var klog nok til at holde mig over vandet. Så sagde hun om kusinen, der ikke kunne svømme: “Der er ikke noget at gøre.” Heldigvis nåede de at krydse ind i svensk farvand, og en svensk båd blev sendt ud for at hente dem. “Der, og det gør mig meget følelsesladet at fortælle dette, sagde soldaterne: ´Velkommen til Sverige`, og jeg synes, det er fantastisk.” Efter halvandet år i Sverige kunne Bente og hendes familie vende tilbage til deres hjem i København.
“Jeg tror, de hjalp os, fordi vi var danskere. Det kunne have været, som man siger, de rødhårede eller cyklisterne. Denne gang var det jøder. Sådan blev det opfattet. En besættelse, som de ikke var enige i.”
Som 19-årig giftede Bente sig med Poul, selv en dansk overlevende, og de to immigrerede til Israel. De har 4 børn, 16 børnebørn og 1 oldebarn. Alt sammen takket være den danske redningsaktion.