Revet væk fra deres forældre, bærer både Silja (dengang 3 år) og Freddy (dengang 4 år), stadig arrene fra den ødelæggende oktober i 1943. De husker begge, hvordan deres familier måtte flygte fra deres hjem i København og gemme sig forskellige steder, før de nåede til Sverige.

Silja, hvis pigenavn er Fogel, måtte skilles fra begge sine forældre. Sammen med sin bror og fætter blev hun gemt på et børnehjem under falsk navn. Hun husker at leve under en streng rutine, omgivet af fremmede i hvad der føltes som en evighed. En uge senere blev børnene sendt med en båd over Øresund, men de blev bittert skuffede, da deres forældre ikke var der for at tage imod dem. Et par dage senere blev forældrene opsporet, familien blev genforenet, og de blev sammen, indtil deres hjemkomst til Danmark i maj 1945.

Når Freddy krydser vandet, bliver han mindet om den dag, hvor han stod sammen med sin mor og bedstemor på kysten og kiggede på sin far og onkler, der svømmede hen mod en båd, der skulle tage dem væk. Som mange jødiske familier lykkedes det familien Vainer at flygte fra deres hjem i begyndelsen af oktober 1943. De gemte sig på en bondegård, indtil der blev arrangeret en båd der kunne sejle dem til Sverige. Men deres håb om at sejle sammen blev gik i vasken, og lille Freddy følte, at han aldrig ville se sin far igen. Familien blev genforenet cirka en uge senere og de blev og arbejdede i Sverige, indtil de kunne vende tilbage til Danmark. På grund af denne hændelse blev Freddy senere læge og har i mange år været aktiv i arbejdet med folkesundheden og som en del af det jødiske samfund i København.

Silja og Freddy har været gift i 62 år og har 3 børn, 11 børnebørn og 6 oldebørn. De føler, at deres familie er en sejr over nazisterne. Silja, der har været pædagog hele sit liv, har et stærkt budskab, som hun formidler til unge, hver gang hun fortæller sin historie: Man kan vælge at gøre det rigtigt, eller man kan vælge at vende ryggen til. Men vid, at hver og en kan gøre en dyb forskel i et andet menneskes liv.