I 1940 begyndte den tyske besættelse af Danmark, men af forskellige årsager lod den tyske besættelsesmagt danskerne fortsætte med at opretholde et demokratisk styre. Således fortsatte livet i Danmark som normalt, men under tysk opsyn.
Pouls far var uddannet rabbiner, men under besættelsen arbejdede han ikke som rabbiner i København. I 1941 skrev han sammen med rabbineren for det ultraortodokse samfund i København en bog om Ugens Parsha. De sendte en kopi til Kong Christian X, som svarede med et håndskrevet takkebrev. I sommeren 1943 indførte tyskerne militær undtagelsestilstand i landet. Som led heri blev deportationen af de danske jøder planlagt. Men den tyske ledelse spillede et dobbeltspil, fordi de forstod, at deportationen af jøderne ville fremkalde en folkeopstand i Danmark. Derfor lækkede de oplysningerne om den forestående deportation til de danske ledere, så jøderne ville været advaret på forhånd. Efter de tyske myndigheders arrestation af overrabbineren var Pouls far hans uofficielle stedfortræder, og han var derfor en af dem der modtog advarslen. Næste morgen afbrød han gudstjenesten i synagogen og bad alle om at advare så mange mennesker som muligt. Takket være denne advarsel og udbredelsen af den blandt medlemmerne af det jødiske samfund, fangede tyskerne kun ca. 200 af de omkring 7.500 jøder den nat. Det danske folk åbnede deres hjem og deres hjerter og hjalp jøderne med at skjule sig, og i løbet af få dage organiserede de transporten af næsten alle jøder i skibe, hovedsagelig fiskerbåde, til Sverige. Under hele deportationsprocessen fangede tyskerne 472 jøder, som blev sendt til Theresienstadt. Poul, hans forældre og tre af hans brødre boede hos en præst, som hans far kendte, inden de ankom til Sverige efter en dramatisk 19 timer lang sejlads, da fiskeren, der tilsyneladende ikke vidste, hvordan han skulle navigere om natten, næsten bragt dem tilbage til Danmark og tyskerne.
Professor Leni Yahil gav sin bog om redningen af danske jøder undertitlen “et demokrati på prøve.” Dette ordvalg bevægede Poul og åbnede hans øjne - Danmarks jøder blev ikke frelst, fordi de var jøder. De blev reddet, fordi de var danske statsborgere, og danskerne internaliserede, at demokrati ikke kun er flertallets styre, men solidaritet mellem borgerne. Poul ser den solidaritet, som det danske folk har vist over for deres jøder i en tid med stor nød, som håb og inspiration, som han lever sit liv efter, når han fortæller sin historie til kommende generationer.